2. Forureningskortlægning og tilladelse til ændret arealanvendelse m.v.

Herunder finder du nærmere information.

§ 3. Regionsrådet foretager i samarbejde med kommunalbestyrelsen kortlægning, eventuelt gennem tekniske undersøgelser, af forurenede arealer, jf. § 4 og § 5.

Stk. 2. Forsvarsministeriet foretager dog i samarbejde med regionsrådet kortlægning af forurenede arealer på vidensniveau 1 på Forsvarsministeriets ejendomme.

Stk. 3. Arealer, hvor der alene forefindes lettere forurenet jord, kortlægges ikke. Arealer kortlægges dog, hvis den lettere forurenede jord i særlige tilfælde kan have skadelig virkning på grundvand overfladevand, internationale naturbeskyttelsesområder eller indeklima.

Stk. 4. Arealer, der anvendes til offentlig vej, kortlægges ikke på vidensniveau 1.

Stk. 5. Når regionsrådet har tilstrækkelig viden om et bestemt areal, der anvendes til bolig, til at påbegynde en vurdering af, om betingelserne for en kortlægning på vidensniveau 1 eller 2 er opfyldt, skal en afgørelse træffes inden for to år.

Stk. 6. Regionsrådet orienterer ejeren af arealet herom, når rådet har tilstrækkelig viden om arealet til at påbegynde en vurdering, jf. stk. 5.

§ 4. Et areal betegnes som kortlagt på vidensniveau 1, hvis der er tilvejebragt en faktisk viden om aktiviteter på arealet eller aktiviteter på andre arealer, der kan have været kilde til jordforurening på arealet.

§ 5. Et areal betegnes som kortlagt på vidensniveau 2, hvis der er tilvejebragt et dokumentationsgrundlag, der gør, at det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at der på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan have skadelig virkning på mennesker og miljø.

§ 6. Som et led i kortlægningen efter § 4 og § 5 fastlægger regionsrådet med henblik på en videre offentlig indsats de arealer, hvor der er forurening eller forureningskilder, der kan

1) have skadelig virkning på grundvand,

2) have skadelig virkning på overfladevand,

3) have skadelig virkning på internationale naturbeskyttelsesområder eller

4) have skadelig virkning på mennesker på et areal med bolig, børneinstitution eller offentlig legeplads.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastlægger de arealer, der anvendes til bolig, børneinstitution eller offentlig legeplads. Oplysninger herom videregives til regionsrådet til brug for regionsrådets fastlæggelse af arealer efter stk. 1, nr. 4. Kommunalbestyrelsen fastlægger endvidere de arealer, der anvendes til rekreativt område, alment tilgængeligt område, kolonihave, sommerhusgrund eller institution. Oplysninger herom videregives til regionsrådet til brug for regionsrådets administration af bestemmelserne i § 8 og § 9.

Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om regionsrådets fastlæggelse af arealer efter stk. 1, herunder at arealer uden for områder med særlige drikkevandsinteresser og uden for indvindingsoplande for nuværende og fremtidige almene vandforsyninger ikke skal fastlægges, og om tidsfrister, anvendelse af it-systemer m.v.

§ 7. Inden for de i medfør af § 6, stk. 1, fastlagte arealer, der er kortlagt på vidensniveau 1, foretager regionsrådet gennem tekniske undersøgelser i form af opgravninger, boringer, analyser eller lignende en kortlægning af den mulige jordforurening frem til vidensniveau 2.

Stk. 2. Ved kortlægning frem til vidensniveau 2 kan tekniske undersøgelser undlades, i det omfang der i øvrigt foreligger dokumentation, der tilvejebringer et tilsvarende sikkert grundlag for at kortlægge arealet på vidensniveau 2.

Stk. 3. Den i stk. 1 og 2 nævnte kortlægning frem til vidensniveau 2 skal gennemføres inden for et år efter, at ejeren af en grund med bolig har anmodet herom. Dette gælder dog ikke grunde med boliger, der er tilmeldt Oliebranchens Miljøpulje.

Stk. 4. Kortlægning frem til vidensniveau 2 kan undlades, hvor der efter regionsrådets vurdering som følge af arealets befæstelse ikke er tale om aktuel skadelig virkning på grundvand eller mennesker.

§ 8. Når en ejer har modtaget underretning om kortlægning, jf. § 12, stk. 1, skal ejer eller bruger ansøge kommunalbestyrelsen om tilladelse, før den pågældende ændrer anvendelsen af det kortlagte areal til ét af de i § 6, stk. 2, nævnte formål.

Stk. 2. Hvis det kortlagte areal er fastlagt af regionsrådet som indsatsområde, jf. § 6, stk. 1, eller hvis det kortlagte areal anvendes til ét af de formål, der er nævnt i § 6, stk. 2, skal ejer eller bruger ansøge kommunalbestyrelsen om tilladelse før påbegyndelsen af et bygge- og anlægsarbejde på arealet.

Stk. 3. Til brug for en afgørelse efter stk. 1 eller 2 kan kommunalbestyrelsen stille krav om, at ansøgeren for egen regning udfører nødvendige forureningsundersøgelser eller på anden måde dokumenterer, at den planlagte ændrede anvendelse eller det planlagte bygge- og anlægsarbejde er miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan knytte følgende vilkår til en tilladelse efter stk. 1 eller 2:

1) Vedrører det ansøgte anvendelse til ét af de formål, der er nævnt i § 6, stk. 2, kan der fastsættes vilkår om gennemførelse af miljø- og sundhedsmæssigt nødvendige foranstaltninger af hensyn til arealanvendelsen.

2) Vedrører det ansøgte udførelse af bygge- og anlægsarbejder over en forurening, der kan være til fare for grundvandet, overfladevandet eller internationale naturbeskyttelsesområder, eller på et areal med væsentligt forhøjede koncentrationer af forurenende stoffer, kan der fastsættes sådanne vilkår, der er nødvendige for at forhindre en forøgelse af risikoen for grundvandet, overfladevandet eller internationale naturbeskyttelsesområder.

3) Vilkår om, at anvendelsen eller arbejdet skal foregå på en nærmere bestemt måde, således at en senere offentlig indsats ikke umuliggøres eller fordyres væsentligt.

4) Vilkår om afgivelse af en redegørelse for ændringen eller arbejdet med dokumentation for forureningsforholdene, når ændringen eller arbejdet er afsluttet.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan ændre allerede fastsatte vilkår eller fastsætte nye vilkår, hvis der i forbindelse med ændringen af anvendelsen eller udførelsen af bygge- og anlægsarbejdet, der er meddelt tilladelse til, konstateres andre forureningsforhold end forudsat ved tilladelsen.

Stk. 6. For arealer, der er tilmeldt Oliebranchens Miljøpulje, er det dog regionsrådet, der er myndighed, jf. stk. 2-5, i forhold til Oliebranchens Miljøpuljes indsats på arealerne.

Stk. 7. En tilladelse efter stk. 1 eller 2 bortfalder, hvis det, der er meddelt tilladelse til, ikke er påbegyndt inden et år efter tilladelsens dato, medmindre kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om andet.

Stk. 8. Vilkår er bindende for den til enhver tid værende ejer og bruger af arealet, og længerevarende vilkår kan tinglyses på ejendommen.

Stk. 9. Regionsrådet kan fastsætte regler om, hvilke betingelser der skal opfyldes for at opnå tilladelse, jf. stk. 1 og 2, vedrørende ændret anvendelse og bygge- og anlægsarbejder på arealer, der er kortlagte.

Stk. 10. Regionsrådet kan fastsætte regler om, i hvilke tilfælde tilladelse ikke er nødvendig, jf. stk. 1 og 2 og § 15, stk. 1, nr. 2.

§ 8 a. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 8 skal være i overensstemmelse med en indhentet udtalelse fra regionsrådet. Regionsrådets udtalelse skal foreligge senest fire uger efter modtagelsen af sagen fra kommunalbestyrelsen.

§ 9. Regionsrådet kan udarbejde anbefalinger til ejer og bruger af kortlagte arealer om anvendelsen af de pågældende arealer.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan på alment tilgængelige udendørs arealer, der er kortlagte, meddele påbud til ejere om, at disse inden en nærmere fastsat frist skal foretage eller opretholde nærmere bestemte, mindre omkostningskrævende foranstaltninger, herunder indhegning og flisedækning, hvor der kan være en sundhedsmæssig risiko ved den nuværende anvendelse.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan for bestemte kortlagte arealer fastsætte regler om, at ejere inden for en nærmere fastsat frist skal foretage eller opretholde foranstaltninger på alment tilgængelige udendørs arealer som nævnt i stk. 2.

Stk. 4. Påbud og regler, jf. stk. 2 og 3, påhviler den til enhver tid værende ejer af ejendommen og kan tinglyses på ejendommen.

Stk. 5. Ejere skal underrette lejere om anbefalinger, påbud eller regler, jf. stk. 1-3.

Stk. 6. Regler udstedt i medfør af § 8, stk. 9 og 10, og § 9, stk. 3, skal indeholde bestemmelser om, at kommunalbestyrelsen kan dispensere, såfremt ejeren dokumenterer, at der ikke er behov for de pålagte foranstaltninger.

§ 10. Hvis en ejer eller bruger ikke gennemfører et påbegyndt projekt, der er meddelt tilladelse til, jf. § 8, eller afslutter en påbegyndt oprydning, der er fastsat som vilkår for en tilladelse, kan kommunalbestyrelsen fastsætte en frist for færdiggørelse af projektet eller oprydningen. Hvis fristen overskrides, kan kommunalbestyrelsen meddele ejeren eller brugeren påbud om, at grunden skal bringes i en miljøtilstand, der ikke er ringere end tilstanden før påbegyndelsen af projektet eller oprydningen.

§ 11. Kommunalbestyrelsen skal, såfremt en ejer eller en bruger fremsætter anmodning herom, efter at have afsluttet et projekt eller en oprydning, jf. § 8, udfærdige en erklæring, som indeholder en beskrivelse af det gennemførte projekt eller den gennemførte oprydning og arealets kortlægningsmæssige status, samt oplysning om hvorvidt kommunalbestyrelsen har ført tilsyn med projektet eller oprydningen.

§ 11 a. Kommunalbestyrelsen underretter regionsrådet om afgørelser efter §§ 8-10 og erklæringer efter § 11.

§ 12. Regionsrådet skal give skriftlig underretning om den endelige kortlægning af et areal på vidensniveau 1 eller 2 til ejere af ejendomme inden for det kortlagte areal og til den pågældende kommune. Ejere skal underrette lejere om regionsrådets afgørelse.

Stk. 2. Regionsrådet kan træffe nærmere afgørelse om, at underretningen efter stk. 1 skal ske på en nærmere fastsat måde.

Stk. 3. Den skriftlige underretning til ejere af ejendomme, der anvendes til helårsbeboelse og er kortlagt på vidensniveau 2, skal indeholde oplysninger om mulighederne for oprydning efter kapitel 4.

§ 12 a. I forbindelse med en afgørelse om kortlægning på vidensniveau 2 af et areal, der anvendes til bolig, skal regionsrådet ud fra den foreliggende viden nuancere kortlægningen på baggrund af den risiko, den kortlagte forurening udgør eller kan udgøre for den aktuelle anvendelse til boligformål, som

1) F0: Forureningen udgør ingen risiko ved ejendommens aktuelle anvendelse som bolig,

2) F1: Forureningen udgør ingen risiko ved ejendommens aktuelle anvendelse til boligformål, hvis simpel rådgivning om ejendommens anvendelse efterleves, eller

3) F2: Forureningen udgør eller kan udgøre en risiko ved ejendommens aktuelle anvendelse til bolig, eller der foreligger ikke viden nok til at nuancere kortlægningen.

Stk. 2. Regionsrådet skal revidere nuanceringen af kortlægningen, når der foreligger videregående undersøgelser eller andre nye oplysninger, der gør dette muligt.

Stk. 3. Kortlægningen af andre ejendomme end boligejendomme, der er kortlagt på vidensniveau 2, og som overgår til boliganvendelse, samt kortlægning af boligejendomme, som den 1. januar 2007 er kortlagt på vidensniveau 2, skal efter skriftlig anmodning fra ejeren nuanceres efter stk. 1.

Stk. 4. Regionsrådet skal underrette ejeren, kommunalbestyrelsen og SKAT om en nuancering af kortlægningen efter stk. 1-3. Grundlaget for nuanceringen af kortlægningen skal oplyses, herunder i hvilket omfang der kan forventes at ske en revision af nuanceringen af kortlægningen. Underretning om en nuancering af kortlægningen efter stk. 1 skal ske samtidig med underretningen om kortlægningen efter § 12. Ejere skal underrette lejere om en nuancering af kortlægningen efter stk. 1-3.

§ 13. Et areal skal udgå af kortlægningen, når regionsrådet finder det godtgjort, at der ikke er miljø- eller sundhedsmæssigt grundlag for at opretholde kortlægningen af det pågældende areal.

Stk. 2. Regionsrådet skal give skriftlig underretning herom til ejere af ejendomme inden for det areal, der ikke længere er kortlagt, og til den pågældende kommune.

§ 14. Regionsrådet skal lade oplysninger om kortlagte arealer indføre i et digitalt, offentligt register og løbende opdatere registeret.

Stk. 2. Forsvarsministeriet skal indføre de af Forsvarsministeriet kortlagte arealer på vidensniveau 1 i et tilsvarende register som nævnt i stk. 1 under Forsvarsministeriet og løbende opdatere registeret.

Stk. 3. Oplysning om, at et areal er kortlagt, skal udgå af registeret, når regionsrådet finder det godtgjort, at der ikke er miljø- eller sundhedsmæssigt grundlag for at opretholde kortlægningen af det pågældende areal.

Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om registrering af kortlægningen, herunder om oprettelse og førelse af registeret, inddragelse af matrikelkort samt om udlevering af oplysninger fra registeret og om betaling herfor.

§ 15. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om

1) formen og indholdet af ansøgninger efter § 8, stk. 1 og 2, og samarbejdet mellem kommunalbestyrelsen og regionsrådet efter § 8 a,

2) tilfælde, hvor tilladelse efter § 8, stk. 1 og 2, ikke er nødvendig, herunder ved mindre bygge- og anlægsarbejder,

3) indholdet af lokale regler efter § 8, stk. 9, og § 9, stk. 3, og om offentliggørelse heraf, herunder udelukkende digitalt,

4) tidsfrister og procedurer for forureningskortlægningen og om regionsrådenes pligt til at underrette andre myndigheder,

5) indholdet af og kriterier for kortlægningen af arealer samt om, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for kortlægningen, og

6) indholdet af og tidsfrister, procedurer og kriterier for nuancering af kortlægningen efter § 12 a af en ejendom, der anvendes til bolig.

§ 16. Regionsrådets og kommunalbestyrelsens afgørelser efter bestemmelserne i dette kapitel kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Kilde: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2016/434