7. Administrative bestemmelser
Herunder finder du nærmere information.
Afgørelser
§ 54. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til adressaten. Afgørelser, der kan påklages, meddeles tillige klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, jf. §§ 82 og 83, og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling. Afgørelser skal dog alene meddeles de foreninger og organisationer, der er nævnt i § 83, stk. 2 og 3, når de har anmodet miljø- og fødevareministeren om at modtage underretning om afgørelserne, jf. § 56 a, stk. 2.
Stk. 2. Underretning til de personer, der er nævnt i § 82, stk. 1, nr. 2, kan ske ved offentlig annoncering. Annoncering kan ske udelukkende digitalt.
Stk. 3. Påbud kan meddeles mundtligt, når der er fare for sundheden, eller øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig miljøskade. En mundtlig afgørelse skal snarest bekræftes skriftligt.
§ 55. Påbud skal indeholde en frist for afgørelsens efterkommelse. Når der foreligger særlige forhold, kan der dog træffes afgørelse om, at påbud skal efterkommes straks.
§ 56. Når særlige grunde taler for det, kan miljømyndigheden træffe afgørelse om, at klager over påbud ikke skal have opsættende virkning.
§ 56 a. Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af miljø og natur som hovedformål, kan underrette kommunalbestyrelsen, regionsrådet og miljø- og fødevareministeren om, hvilke bestemte typer af afgørelser efter kapitel 4 a og 4 b foreningen ønsker underretning om, jf. § 54, stk. 1, og § 83, stk. 1. Foreningen skal samtidig fremsende vedtægter, der dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og at dens hovedformål er beskyttelse af miljøet. Tilsvarende gælder lokale foreninger og organisationer, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser.
Stk. 2. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan underrette ministeren om, hvilke bestemte typer af afgørelser efter kapitel 4 a og 4 b foreningen eller organisationen ønsker underretning om, jf. § 54, stk. 1, hvorefter ministeren inden 14 dage underretter vedkommende kommunalbestyrelse eller regionsråd. Tilsvarende gælder landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser.
Stk. 3. Lokale afdelinger af landsdækkende foreninger og organisationer er ikke omfattet af bestemmelserne i stk. 1 og 2.
Adgang til ejendom
§ 57. Miljømyndighederne har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse, jf. dog stk. 2, adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter samt transportmidler for at føre tilsyn efter § 65, § 66 og § 66 a samt efter tilsvarende regler udstedt i medfør af loven og for at foretage foranstaltninger efter kapitel 2-4, § 68, stk. 1, 2 og 4, § 73 a og § 73 b. Miljømyndighederne har herunder adgang til at fotografere, kopiere eller medtage dokumenter samt medtage andre genstande uden vederlag. Kvittering for medtagne genstande skal udleveres. Tilsvarende gælder de personer, der af disse myndigheder er bemyndiget hertil, Sundhedsstyrelsen samt personer, der er meddelt adgang efter § 58, stk. 1.
Stk. 2. Adgang efter stk. 1 kræver retskendelse, hvor adgangen sker med henblik på at lade påbudte foranstaltninger udføre, jf. § 68, stk. 1. Der kræves dog ikke retskendelse, hvis
1) der foreligger en situation som beskrevet i § 68, stk. 2, eller
2) adgangen til at gennemføre undersøgelsespåbud eller oprydningspåbud er påkrævet for at forebygge, at den i § 68, stk. 2, nævnte situation opstår.
Stk. 3. Politiet yder myndighederne og personer, der af disse er bemyndiget hertil, bistand ved udøvelse af beføjelserne efter stk. 1 og 2. Miljø- og fødevareministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
§ 58. Regionsrådet kan træffe afgørelse om, at undersøgelser eller oprydninger kan udføres på en bestemt ejendom af andre end myndighederne efter denne lov. Regionsrådet skal pålægge vedkommende en pligt til reetablering af den forurenede ejendom. Regionsrådet kan meddele påbud til den, der har rådighed over ejendommen, om at tåle, at sådanne arbejder gennemføres.
Stk. 2. Påbud efter stk. 1 er bindende over for den til enhver tid værende ejer eller bruger.
Stk. 3. Regionsrådet lader oplysninger om påbud, der er meddelt efter stk. 1 eller forvarslet, tinglyse på ejendommen. Regionsrådet lader tinglysningen af de nævnte oplysninger aflyse, når foranstaltningerne på ejendommen er gennemført. Udgifter til tinglysning og aflysning afholdes af den, der efter afgørelse truffet i henhold til stk. 1 udfører undersøgelser eller oprydninger på ejendommen.
Bemyndigelser m.v.
§ 59. Miljø- og fødevareministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet statslig myndighed eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke kan påklages.
Stk. 3. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1.
§ 60. (Ophævet)
§ 61. Miljø- og fødevareministeren kan pålægge regionsrådene eller kommunalbestyrelserne at tage spørgsmål, herunder konkrete sager, vedrørende jordforurening op til behandling og afgørelse.
Stk. 2. Ministeren kan i særlige tilfælde pålægge et regionsråd at gennemføre undersøgelses- og afværgeforanstaltninger på arealer, der er kortlagt eller kunne have været kortlagt, jf. § 5.
Stk. 3. Ministeren kan endvidere pålægge regionsråd og kommunalbestyrelser at tilvejebringe oplysninger til brug for vurdering af forhold, der reguleres efter denne lov inden for den enkelte kommunes eller den enkelte regions område. Oplysningerne kan forlanges afgivet i en bestemt form.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om, at regionsrådene og kommunalbestyrelserne skal indsende indberetninger om deres kortlægnings- og tilsynsvirksomhed, herunder om resultaterne af målinger og undersøgelser.
Stk. 5. Regionsrådet afgiver en årlig indberetning til ministeren om gennemførte aktiviteter efter loven, afholdte udgifter og om den planlagte indsats, budgetter m.v. for det kommende år.
Stk. 6. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om regionsrådets indberetning efter stk. 5.
Stk. 7. Ministeren kan fastsætte regler om myndigheders pligt til digital registrering af oplysninger af betydning for ejendomshandler og om videregivelse og offentliggørelse af sådanne oplysninger.
§ 62. Kommunalbestyrelsen, henholdsvis miljø- og fødevareministeren som tilsynsmyndighed, skal efter anmodning give regionsrådet alle oplysninger, der er af betydning for bedømmelsen af forhold, der reguleres efter denne lov inden for den enkelte kommunes område.
§ 62 a. Miljø- og fødevareministeren fastsætter med henblik på opfyldelse af Det Europæiske Fællesskabs direktiver og beslutninger på naturbeskyttelsesområdet regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår tilladelser efter § 8, stk. 1 og 2, og dispensationer efter § 52, stk. 2, meddeles.
§ 63. Godkendelse, tilladelse, planudarbejdelse og dispensation i henhold til lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse, lov om råstoffer, lov om miljøbeskyttelse, lov om vandforsyning m.v., lov om vandløb og lov om skove er ufornøden i forbindelse med udførelse af undersøgelser og afværgeforanstaltninger efter kapitel 3 og 4. Dette gælder dog ikke, hvis de pågældende love eller bestemmelser heri gennemfører eller er led i gennemførelsen her i landet af De Europæiske Fællesskabers direktiver eller forordninger. Ligeledes finder bestemmelserne i lov om miljøbeskyttelse fortsat anvendelse på håndtering af jord.
Stk. 2. Hvis et projekt til afværgeforanstaltninger indebærer, at oppumpet forurenet grundvand skal udledes i vandløb, søer eller havet, skal regionsrådet offentliggøre et projektforslag, således at der gives offentligheden adgang til at afgive indsigelser mod forslaget inden for en frist af fire uger. Offentliggørelse kan ske udelukkende digitalt.
Stk. 3. Regionsrådets endelige afgørelse, jf. stk. 2, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 64. I Bornholms Regionskommune udøver kommunalbestyrelsen de opgaver, som loven henlægger til regionsrådet, eller som henlægges til regionsrådet i henhold til regler udstedt efter loven.
§ 64 a. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at der skal ske anvendelse af digital kommunikation, herunder bestemte it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur el.lign., ved
1) vurdering efter § 38 k, stk. 1, oplæg til vurdering efter § 38 k, stk. 2, foranstaltninger efter § 38 l, stk. 1 og 2,oplæg til foranstaltninger efter § 38 m, stk. 1, og dokumentation for opfyldelse af påbud efter § 38 m, stk. 2,
2) afgørelser truffet i medfør af kapitel 2, 4 a, 4 b, 5, 8 og 9 samt regler udstedt i medfør heraf,
3) tilsynsmyndigheders udøvelse af tilsynsvirksomhed, herunder resultater af tilsynsmyndigheders udøvelse af tilsynsvirksomhed,
4) regionsrådets og kommunalbestyrelsens indsendelse af indberetning om deres kortlægnings- og tilsynsvirksomhed i henhold til regler udstedt i medfør af § 61, stk. 4, herunder resultater af målinger og undersøgelser,
5) regionsrådets indberetning i medfør af § 61, stk. 5,
6) klage over afgørelser som nævnt i nr. 2 og
7) kommunikation med myndigheder i forbindelse med de forhold, som er nævnt i nr. 1-6.
Stk. 2. Ministeren kan i øvrigt fastsætte regler om, at myndigheden kan udstede afgørelser og andre dokumenter i forbindelse med forhold, som er nævnt i stk. 1, uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at dokumenter, der udelukkende er udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af myndigheden som afsender.
Stk. 4. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om, hvilken myndighed der er ansvarlig for de oplysninger, der er omfattet af stk. 1.
§ 64 b. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse, herunder udelukkende digital, af de i § 64 a, stk. 1, nævnte oplysninger. Oplysningerne kan vedrøre strafbare forhold på lovens område og kan være med navns nævnelse.
Kilde: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2016/434